|
|
|
I sin yderste konsekvens fratager TypeHuset os stedet og den familie, vi bygger omkring – tilbage bliver alene solen og gaden som grundlag for husets udformning. Afstanden til gadens offentlige rum og åbningens længde sætter behovet for en variabel lukkethed, som overgangen til husets private rum, imens solens bevægelse bestemmer positionen af de to rum for morgen og aften – stue og køkken.
I forlægget er huset repræsenteret ved en øst-vest-gående længe, ideelt for vores breddegrader. Med sine kun 85 m² er størrelsen atypisk for branchen. Arkitektonisk forsøger huset over gården aktivt at indtage havens rum og vinder sin rumlige størrelse deraf.
I princippet er kernen fæstnet, mens stuen retter sig efter aftenens sol, og køkkenet fanger morgenstunden. Entréens sammenbindende rum er alene bestemt af mødet imellem to kroppe – karakteren af de to rum er bestemt af lysets indfald i syd, der underbygges af det høje kip til nordvæggen, hvor forholdet imellem lysindfaldet og bjælkespærre etablerer et nyt rum for det private.
|